Retfærdighed kan måles – og det bør HR gøre

Retfærdighed på arbejdspladsen handler ikke om, hvorvidt alle behandles ens. Det handler om, hvorvidt medarbejdere oplever, at beslutninger træffes fair, at de bliver behandlet med respekt, og at de forstår begrundelserne bag organisationens valg. Den oplevelse kan måles, og den giver HR et vigtigt pejlemærke for både trivsel, engagement og fastholdelse.
Medarbejdere i samtale på arbejdspladsen om trivsel og samarbejde

Kort fortalt

Oplevet retfærdighed handler om meget mere end løn, nemlig om at beslutninger træffes fair, at alle bliver behandlet med respekt og forstår begrundelserne bag organisationens valg. Den oplevelse kan måles og følges af HR.  

I artiklen får du svar på:
Hvad retfærdighed betyder i organisationer
Hvordan retfærdighed på arbejdspladsen kan måles gennem fire perspektiver
Hvornår HR med fordel kan måle retfærdighed, fx ved organisationsændringer

Vigtigste pointe:

Oplevet retfærdighed påvirker medarbejdernes tillid, motivation, samarbejde og tilknytning. Det er derfor noget, HR kan måle, forstå og handle på.

To medarbejdere får samme besked om en organisationsændring. Den ene accepterer den. Den anden oplever den som dybt uretfærdig. Det er det, der gør oplevet retfærdighed interessant for HR: To mennesker kan reagere vidt forskelligt på den samme beslutning.

Oplevelsen af retfærdighed på arbejdspladsen har betydning for, hvordan medarbejdere forholder sig til både ledelsen og organisationen. Den kan blandt andet påvirke:

  • Motivationen: Når medarbejdere oplever, at de bliver set, hørt og behandlet fair, styrkes lysten til at bidrage.
  • Tilliden til ledelsen: Fair processer og tydelige begrundelser kan styrke tilliden – også når beslutningerne er svære.
  • Samarbejdet: Oplevet retfærdighed kan understøtte lysten til at dele viden, hjælpe hinanden og bidrage til fællesskabet.

Retfærdighed har flere perspektiver

Oplevelsen af retfærdighed er en kompleks størrelse. Det handler ikke kun om det åbenlyse – om hvorvidt man får en fair løn. Oplevelsen af retfærdighed kan med fordel ses gennem fire forskellige perspektiver.

Fordelingsretfærdighed: Er goder, opgaver, løn, udviklingsmuligheder og anerkendelse fordelt rimeligt? Det betyder ikke nødvendigvis, at alle skal have det samme, men at forskelle opleves som rimelige og kan forklares.

Procedureretfærdighed:  Bliver beslutninger truffet på en fair og gennemsigtig måde? Har medarbejderne mulighed for at blive hørt? Er kriterierne tydelige? En beslutning kan godt være svær at acceptere, men stadig opleves som fair, hvis processen bag den opleves som ordentlig og gennemsigtig.

Relationel retfærdighed:  Bliver jeg behandlet med respekt, værdighed og ordentlighed? Det handler om den måde, beslutninger bliver kommunikeret og gennemført på, og om medarbejderen oplever at blive taget alvorligt.

InformationsretfærdighedFår jeg de nødvendige oplysninger til at forstå beslutninger og forandringer? En beslutning kan være velbegrundet set fra ledelsens side, men stadig opleves uretfærdig, hvis medarbejderne ikke forstår, hvorfor den er truffet, eller oplever, at vigtig information bliver tilbageholdt.

De fire perspektiver hænger tæt sammen. En medarbejder kan eksempelvis acceptere, at en udviklingsmulighed går til en kollega, hvis kriterierne var tydelige, processen oplevedes fair, beslutningen blev kommunikeret respektfuldt, og begrundelsen var forståelig. Omvendt kan selv en beslutning med et rimeligt udfald skabe frustration, hvis processen opleves tilfældig, kommunikationen mangelfuld eller behandlingen respektløs.

GAIS-spørgsmål til retfærdighed

I GAIS´ spørgsmålskatalog findes der en række spørgsmål, der afdækker de forskellige aspekter af retfærdighed.

Disse spørgsmål kan integreres i fx en trivsels-, leder– eller APV-måling:

Fordelingsretfærdighed

  • Oplever du, at organisationen er transparent omkring principper for forfremmelser og udviklingsmuligheder?
  • Oplever du, at opgaver og muligheder i teamet fordeles retfærdigt?

Procedureretfærdighed

  • Oplever du, at den øverste ledelse lytter til medarbejdernes perspektiver?
  • Oplever du at have passende indflydelse på vigtige beslutninger, der har betydning for dit arbejde?
  • Har du mulighed for at stille spørgsmål og få svar i forandrings-processen?

Relationel retfærdighed

  • Oplever du, at du er accepteret som den, du er?
  • Oplever du, at konflikter og uenigheder håndteres retfærdigt?

Informationsretfærdighed

  • Oplever du, at kommunikation om forandringer er sammenhængende og forståelig?
  • Er det tydeligt for dig, hvordan organisationens strategi hænger sammen med dit arbejde?
  • Føler du dig tilpas informeret om vigtige beslutninger truffet af den øverste ledelse?

Hvornår bør HR måle retfærdighed?

Oplevelsen af retfærdighed er særlig relevant at måle, når organisationen træffer beslutninger, der påvirker medarbejdernes hverdag, muligheder eller tilknytning til arbejdspladsen. Men det kan også være relevant at følge retfærdighed løbende som en del af organisationens trivsels- og ledelsesdata. 

Ved organisationsforandringer som fusioner, omstruktureringer, besparelser, nye strategier eller indførelse af AI kan oplevelsen af retfærdighed være afgørende. Medarbejderne behøver ikke være enige i en beslutning for at opleve processen som fair. En måling kan vise, om de oplever at blive hørt, behandlet ordentligt og informeret undervejs.

I ledermålinger kan retfærdighed supplere spørgsmål om ledelsesadfærd. Det kan eksempelvis afdække, om medarbejderne oplever, at lederen træffer beslutninger transparent, fordeler opgaver rimeligt og håndterer uenigheder ordentligt. Og i ledertrivselsmålinger kan man undersøge, om lederne selv oplever retfærdighed. 

Som en del af trivselsmålingen kan retfærdighed måles sammen med eksempelvis engagement, psykologisk tryghed og tilknytning. Det giver HR mulighed for at se, hvor oplevelsen af retfærdighed hænger sammen med medarbejdernes øvrige oplevelse af arbejdspladsen.

Ved tegn på utilfredshed eller høj medarbejderomsætning kan retfærdighed være et relevant område at undersøge. Oplevet uretfærdighed kan svække tilliden og tilknytningen og kan derfor være en del af forklaringen på, hvorfor medarbejdere mister engagement eller søger væk. 

Hvad fortæller data, og hvad fortæller de ikke?

En måling af oplevet retfærdighed kan give HR et værdifuldt billede af, hvor organisationen opleves som fair – og hvor der er udfordringer. Data kan vise, hvilke dimensioner af retfærdighed der scorer lavt, og om bestemte afdelinger eller medarbejdergrupper oplever noget andet end organisationen som helhed. Det gør det muligt at identificere mønstre og pege på områder, der fortjener en nærmere dialog.

Men data fortæller ikke, hvem der føler sig uretfærdigt behandlet, eller hvem der har “ret” i en konkret konflikt. En måling kan pege på et mønster, men den kan ikke forklare hele årsagen bag.

Derfor er anonymitet afgørende. Målet er ikke at identificere enkeltpersoner, men at forstå mønstre og bruge dem til at skabe en bedre dialog og forbedre organisationens arbejdsvilkår.

Hvis data peger på lav retfærdighed…

Sådan kan HR agere.

Hvis udfordringen er... Så kan HR understøtte ved at...
Fordeling Gennemgå principper for lønniveuaer, interne karrieremuligheder og kompetenceudvikling.
Processer Skabe større transparens og medarbejderinddragelse.
Relationer Udvikle ledernes evne til feedback og konflikthåndtering.
Information Styrke kommunikation om beslutninger og forandringer.

Retfærdighed er en ledelses- og organisationsopgave

Oplevet retfærdighed handler sjældent om, at alle får det samme. Det handler om, at medarbejderne oplever rimelige fordelinger, fair processer, respektfuld behandling og den information, de har brug for.

Derfor bør retfærdighed ikke kun være et princip, organisationen taler om. Det er også noget, HR kan måle, følge over tid og bruge som afsæt for dialog og konkrete forbedringer.

Retfærdighed, DEI og ESG

Der er en stærk sammenhæng mellem oplevelse af retfærdighed, arbejde med DEI (Diversity, Equity & Inclusion) og ESG-rapportering.

  • Retfærdighed er den oplevede kvalitet af organisationens beslutninger, processer og relationer.
  • DEI beskriver virksomhedens ambitioner og indsatser for lige muligheder og inklusion – retfærdighed viser, hvordan de opleves af medarbejderne.
  • ESG-rapportering er virksomhedens rapportering om dens påvirkning af miljø, mennesker og samfund – herunder dens egen arbejdsstyrke. Her kan oplevet retfærdighed indgå som et element.

Andre indlæg

Feedback på arbejdet skaber både personlig og faglig udvikling

Feedback – ofte og i rigelige mængder, tak!

God feedback skaber faglig og menneskelig udvikling. Bliv klogere på, hvordan tre typer af feedback imødekommer forskellige psykologiske behov. Og hvorfor unge ser hyppig feedback som en selvfølgelighed.

Lad os tage en snak

Udfyld formularen, og vi kontakter dig snarest muligt.
Vil du hellere skrive til os? Kontakt os på support@gais.dk