Psykisk arbejdsmiljø: Mål ikke kun det, der belaster – men også det, der styrker

Mental sundhed på arbejdspladsen er kommet højere på den europæiske dagsorden. Samtidig viser ny dansk forskning, at et godt psykisk arbejdsmiljø handler om mere end at forebygge belastninger. Syv positive faktorer kan give HR et vigtigt afsæt for både måling og handling.
Godt psykisk arbejdsmiljø

Kort fortalt

Et godt psykisk arbejdsmiljø handler ikke kun om at forebygge belastninger, men også om at styrke de forhold, der fremmer medarbejdernes trivsel. Ny forskning fra NFA peger på syv positive faktorer, som blandt andet hænger sammen med jobtilfredshed, mentalt helbred og sygefravær.

I artiklen får du svar på:
– hvilke syv faktorer der styrker det psykiske arbejdsmiljø
– hvad forskningen viser om sammenhængen mellem de positive faktorer og medarbejdernes trivsel
– hvordan HR kan bruge medarbejdermålinger til at identificere styrker og udviklingsområder

Vigtigste pointe:

Mål ikke kun det, der belaster medarbejderne, men også det, der styrker deres trivsel. Brug resultaterne til at skabe dialog og omsætte indsigter til konkrete handlinger.

Et godt psykisk arbejdsmiljø handler ikke kun om at forebygge stress og reducere belastninger. Det handler også om at skabe arbejdsforhold, der giver medarbejderne mulighed for at trives og lykkes med deres arbejde.

Netop mental sundhed på arbejdspladsen er kommet højere på den europæiske dagsorden. Med kampagnen Healthy Workplaces 2026–2028: Together for mental health at work sætter EU-OSHA fokus på forebyggelse af psykosociale risici1.

Det understreger, at mental sundhed ikke alene er et spørgsmål om den enkelte medarbejders evne til at håndtere pres. Det er også et organisatorisk ansvar at skabe arbejdsforhold, der understøtter medarbejdernes trivsel.

Men hvad er det konkret for forhold, arbejdspladserne skal være opmærksomme på? Og hvordan kan HR undersøge, om de er til stede?

1Kilde: Healthy workplaces (2026). Now live: the Healthy Workplaces Campaign website – your go-to hub for mental health at work. URL: https://healthy-workplaces.osha.europa.eu/en/media-centre/news/now-live-healthy-workplaces-campaign-website-your-go-hub-mental-health-work 

Syv faktorer, der styrker det psykiske arbejdsmiljø

Ny dansk forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA, sept. 20262) peger på syv positive faktorer i det psykiske arbejdsmiljø, som hænger sammen med blandt andet jobtilfredshed, mentalt helbred og risikoen for langvarigt sygefravær.

Det giver HR to vigtige perspektiver: For det første skal vi ikke kun måle på det, der belaster medarbejderne, men også på de forhold, der styrker deres trivsel. Og for det andet dokumenterer undersøgelsen disse faktorers positive effekt på en række områder af stor vigtighed for arbejdspladserne. 

2Kilde: NFA (2026). Ny forskning peger på syv centrale faktorer til at styrke det psykiske arbejdsmiljø.URL: https://nfa.dk/nyt/nyheder/2026/september/ny-forskning-peger-paa-syv-centrale-faktorer-til-at-styrke-det-psykiske-arbejdsmiljoe 

Undersøgelsens syv positive faktorer:

  • Indflydelse i arbejdet: Handler om mulighederne for at øve indflydelse på og træffe beslutninger omkring centrale aspekter af sine arbejdsopgaver.
  • Udviklingsmuligheder: Handler om oplevelsen af muligheder for at udvikle sine kompetencer og lære noget nyt gennem arbejdet.
  • Rolleklarhed: Handler om forventningsafstemning ift. den rolle, som man forventes at udfylde i sin arbejdsfunktion.
  • Samarbejde mellem kolleger: Handler om, hvordan man samarbejder og kommunikerer om opgaveløsningen og om indbyrdes støtte, tillid og sammenhold.
  • Ledelseskvalitet: Handler om tillid til lederen, lederens evne til at kommunikere mål og retning, til at motivere og støtte medarbejderne.
  • Retfærdighed: Handler om oplevelsen af, at beslutninger og processer er retfærdige, og at medarbejderne bliver behandlet ordentligt og respektfuldt.
  • Anerkendelse: Handler om, hvordan man oplever at blive anerkendt for sin arbejdsindsats.

Hvordan påvirker et godt psykisk arbejdsmiljø trivsel og sygefravær?

NFA´s undersøgelse viser, at medarbejdere, der oplever højere niveauer af de positive faktorer, generelt:

  • har større jobtilfredshed,
  • oplever mere mening i arbejdet
  • vurderer kvaliteten af deres opgaveløsning højere.

Samtidig hænger de positive faktorer sammen med:

  • færre depressive symptomer,
  • lavere risiko for langvarigt sygefravær
  • mindre sandsynlighed for jobskifte.

Eksempelvis hænger større indflydelse på arbejdet sammen med både højere jobtilfredshed og lavere risiko for langvarigt sygefravær.

Et vigtigt resultat er, at sammenhængene også består, når forskerne tager højde for belastninger som stor arbejdsmængde, højt arbejdstempo og følelsesmæssige krav. Det er ikke et spørgsmål om at vælge mellem at forebygge belastninger og styrke positive arbejdsforhold. Begge dele hører til arbejdet med et godt psykisk arbejdsmiljø.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og udgivet i 2026.

Den bygger på spørgeskemadata fra den nationale undersøgelse af arbejdsmiljøet blandt lønmodtagere (NOA-L) fra 2021 og 2023, koblet med registerdata om sygefravær og jobskifte.

Forskerne har undersøgt sammenhænge mellem syv positive faktorer i det psykiske arbejdsmiljø og seks udfald:n jobtilfredshed, mening i arbejdet, kvalitet i opgaveløsning, depressive symptomer, langvarigt sygefravær og jobskifte. 

Undersøgelsen er gennemført af Thomas Clausen, Brian Krogh Graversen og Jesper Kristiansen og finansieret af Arbejdstilsynet.

Fra forskning til praksis: Sådan måler I det psykiske arbejdsmiljø?

For HR giver undersøgelsen anledning til at se på, om organisationens medarbejdermålinger i tilstrækkelig grad afdækker de forhold, der understøtter et godt psykisk arbejdsmiljø.

Det handler eksempelvis om at undersøge:

  • Oplever medarbejderne, at de har indflydelse på deres arbejde?
  • Er der tydelighed om roller, ansvar og forventninger?
  • Oplever medarbejderne retfærdighed og anerkendelse?
  • Fungerer samarbejdet mellem kolleger?
  • Har medarbejderne mulighed for at udvikle sig fagligt?
  • Oplever medarbejderne god ledelse og støtte?

Med GAIS kan I undersøge de syv områder gennem spørgsmål fra platformens spørgsmålskatalog eller ved at formulere egne spørgsmål.

Læs mere om vidensgrundlaget bag GAIS trivselsmålinger her.

Se efter mønstre - ikke kun gennemsnit

De samlede resultater fra en medarbejdermåling giver et vigtigt overblik. Men der kan ligge værdifulde indsigter i at undersøge forskelle mellem teams, afdelinger og medarbejdergrupper.

Det kan gøre det lettere at identificere, hvor der er særligt gode erfaringer at lære af, og hvor der er behov for at styrke arbejdsforholdene.

Det kan desuden være relevant at sammenholde resultaterne med organisationens øvrige data om eksempelvis sygefravær og medarbejderomsætning. På den måde kan HR undersøge, om der er mønstre, som kalder på yderligere dialog eller handling.

Sådanne analyser skal naturligvis gennemføres med respekt for medarbejdernes anonymitet og på et tilstrækkeligt aggregeret niveau. Samtidig er det vigtigt at huske, at sammenhænge i data ikke nødvendigvis er udtryk for årsag og virkning.

Lær af det, der fungerer - og styrk det, der mangler

Når HR og ledere arbejder med resultater fra medarbejdermålinger, er det naturligt at rette opmærksomheden mod de områder, hvor medarbejderne oplever de største udfordringer.

Men NFA’s forskning giver anledning til også at stille et andet spørgsmål:
Hvilke forhold fungerer godt hos os – og hvordan kan vi fastholde og styrke dem?

Måske oplever medarbejderne i ét team særlig stor indflydelse på arbejdet. I et andet er der et stærkt kollegialt samarbejde eller en tydelig fælles forståelse af roller og ansvar. Den viden kan være værdifuld, når organisationen skal udvikle sit psykiske arbejdsmiljø.

Det kræver, at resultaterne bliver omsat til dialog og konkrete handlinger. Ikke alle syv faktorer skal nødvendigvis have lige stor opmærksomhed på én gang. Det vigtigste er at identificere de forhold, der har betydning i den konkrete organisation, og arbejde systematisk med at styrke dem.

Et godt psykisk arbejdsmiljø skabes ikke alene ved at reducere belastninger. Det skabes også ved aktivt at styrke de forhold, der giver medarbejderne mulighed for at trives og lykkes med deres arbejde.

Dyk ned i tallene: Hvad viser NFAs undersøgelse?

NFA har undersøgt, hvordan syv positive faktorer i det psykiske arbejdsmiljø hænger sammen med seks forskellige områder relateret til medarbejdernes trivsel og arbejdsliv.

Sådan læser du resultaterne

Jobtilfredshed, Mening i arbejdet og Kvalitet i opgaveløsningen: For disse tre områder viser tallene, hvor mange point udfaldet statistisk hænger sammen med en ændring på én standardafvigelse i en positiv faktor.

Et eksempel er Indflydelse i arbejdet:

En forskel på 21,7 point i oplevet indflydelse hænger sammen med en forskel på 2,13 point i jobtilfredshed. Begge dele måles på en skala fra 0 til 100.

Depressive symptomer, Langvarigt sygefravær og Jobskifte: For disse tre udfald viser resultaterne, hvor meget den relative sandsynlighed ændrer sig ved en forskel på én standardafvigelse i en positiv faktor.

Også her kan vi bruge Indflydelse i arbejdet som eksempel:

En forskel på 21,7 point i oplevet indflydelse hænger sammen med 19 % lavere relativ sandsynlighed for depressive symptomer, 17 % lavere relativ sandsynlighed for langvarigt sygefravær og 20 % lavere relativ sandsynlighed for jobskifte

Hvad betyder én standardafvigelse?
Forskerne bruger én standardafvigelse som en fælles målestok for at kunne sammenligne de syv faktorer. Standardafvigelsen er et statistisk mål for, hvor meget medarbejdernes svar varierer. Da variationen er forskellig fra faktor til faktor, svarer én standardafvigelse ikke til det samme antal point på alle skalaerne.

FaktorÉn standardafvigelse
Indflydelse i arbejdet21,7 point
Udviklingsmuligheder25,9 point
Rolleklarhed24,3 point
Ledelseskvalitet23,4 point
Samarbejde med kolleger18,3 point
Retfærdighed20,7 point
Anerkendelse25,9 point

Alle syv faktorer måles på en skala fra 0 til 100.

Vigtigt: Resultaterne viser statistiske sammenhænge. De betyder ikke, at en arbejdsplads nødvendigvis kan opnå en bestemt forbedring i trivsel eller sygefravær ved at øge en faktor med et givent antal point.

Louise og Nicolai

Få indsigt i jeres psykiske arbejdsmiljø
Og styrk de forhold, der skaber trivsel

Med GAIS kan I måle både det, der belaster, og det, der styrker medarbejdernes trivsel.

Andre indlæg

Brug GAIS til jeres psykiske APV

Brug GAIS til jeres psykiske APV

Slip for dobbeltarbejde med at lave både psykisk APV og trivselsmåling. Med et nyt, valgfrit spørgsmålskatalog til GAIS-målingen, kan det muligt at integrere den psykiske APV i jeres GAIS-måling.

Lad os tage en snak

Udfyld formularen, og vi kontakter dig snarest muligt.
Vil du hellere skrive til os? Kontakt os på support@gais.dk