Sådan forener LAZZAWEB høj performance og en sund arbejdslivsbalance

Hvordan sikrer man balance i arbejdslivet, når man er i en branche, der er kendt for sit fokus på performance? Hos marketingbureauet LAZZAWEB er de gået til kamp mod ubalance med dry floating og fleksible arbejdstider.
LAZZAWEB dry float

“Vores største udfordring i det kommende år bliver at finde balancen mellem ambitiøse kollegers drive og behovet for at opretholde en sund arbejdslivsbalance,” siger CEO og partner i LAZZAWEB, Mathias Teis.

Medarbejderne hos LAZZAWEB opererer nemlig i en branche, hvor der er et konstant fokus på performance, og hvor høje ambitioner og engagement er vigtige ingredienser for succes. 

“Vi har derfor et ansvar for at hjælpe vores kollegaer med at navigere i dette miljø uden at kompromittere deres egen trivsel,” siger Mathias Teis. 

Balance i arbejdslivet er ikke blot noget, virksomheden taler om. De har etableret flere konkrete initiativer for at skabe bæredygtige arbejdsliv, bl.a. tidligt fri om fredagen, daglige gåture, dry floating og fleksible arbejdstider. 

Udover initiativerne så er balance i arbejdslivet og trivsel blev gjort til et vigtigt og naturligt samtaleemne på arbejdspladsen: 

“Balancen i arbejdslivet er et punkt på 1-1 møder med medarbejdere og på hver eneste ledelsessamtale. Vi afholder aldrig interne møder i ledelsen, uden at vi tager stilling til trivsel, work/life balance, kapacitet og andre opmærksomhedspunkter, vi løbende går og holder øje med. Vores medarbejders trivsel er et ligeså stort emne som vores nøgletal,” siger Mathias Teis.

Efterspurgt fleksibilitet

Ledelsen har oplevet, at medarbejderne har et tydeligt behov for at have fleksibilitet. En stor del af medarbejderne er førstegangsforældre eller står midt i at stifte familie. 

“Det påvirker deres behov for fleksibilitet, og derfor sørger vi for at give dem ekstra frihed til fx at hente og bringe børn, eller hvis de har brug for mere fleksible arbejdstider på grund af søvnunderskud eller andre udfordringer i småbørnsperioden. Derfor arbejder de ud fra, at medarbejderen selv tilpasser sin arbejdsdag og skaber de mest optimale rammer for sig selv. 

Vi gør alt for at støtte dem i den livsfase, de er i, så de både kan være nærværende forældre og performe godt i deres arbejde, fortæller Mathias Teis. 

I praksis betyder det, at medarbejdere hos LAZZAWEB kan arbejde hjemmefra, når det passer bedst i deres hverdag, dog med størstedelen af tiden på kontoret for at bevare samarbejdet og kulturen. 

De kan tilpasse deres arbejdstid, så de fx kan møde en time tidligere eller senere. Derudover laver de i nogle tilfælde skræddersyet løsninger, der passer til den enkeltes arbejdsmæssige behov. 

Derudover stempler alle medarbejderne ud og holder tidlig weekend allerede kl. 13 om fredagen.  

“Vi har en tillidsbaseret tilgang, hvor vi tror på, at vores medarbejdere leverer deres bedste, når de selv har indflydelse på, hvordan deres arbejdsdag tilrettelægges. Vores erfaring viser, at denne frihed styrker engagementet og motivationen, fordi medarbejderne føler sig værdsat og respekteret, siger Mathias Teis.

Stressniveau halveret med dry floating

Når arbejdsdagen er i gang, og man gerne vil vise resultater, kan tempoet blive meget højt. Derfor har de hos LAZZAWEB arbejdet med at gøre pauser og åndehuller til en naturlig del af arbejdsdagen, hvor man ikke skal have dårlig samvittighed over at forlade skrivebordet for at skabe et åndehul.

“Vi har skabt en kultur, hvor medarbejdere opfordres til at tage de nødvendige pauser og åndehuller, de har brug for,“ siger Mathias Teis. 

For eksempel opfordres medarbejderne til at gå en tur for at få frisk luft og lade op efter frokost. De dyrker sociale pauser med hinanden, og så har LAZZAWEB et Dry-Float meditationsrum for aktivt at fremme restitution og fordybelse. 

“Dry floating er en afslappende pause-form, der giver følelsen af at flyde vægtløst på vand, men uden at blive våd. Vores medarbejdere kan bruge dry floating-rummet til at opnå dybere fokus og ro.”

Dry floating-initiativet begyndte med, at virksomheden ønskede at være på forkant med sundhed og trivsel for teamet. De var med i et forskningsprojekt med Nordic Float for at måle dry floatings effekt. 

“Resultaterne i projektet var bemærkelsesværdige: medarbejdernes stressniveauer faldt med gennemsnitligt 50 procent, og deres evne til at fokusere og føle overskud steg med 18 procent,” fortæller Mathias Teis.

Hvad er Dry Floating?

Dry floating er en pauseform, hvor medarbejderen ligger på en vandseng med saltvand. De har eventuelt høretelefoner på. 

I løbet af arbejdsdagen kan en medarbejder tage en 15-25 minutters float-pause, som giver ro på hovedet og pulsen. 

Et forskningsprojekt hos LAZZAWEB viste, at medarbejdernes stressniveauer faldt med gennemsnitligt 50 procent, og deres evne til at fokusere og føle overskud steg med 18 procent, når de benyttede sig af pauser med dry floating.

 

 Balance er målet

 Hos LAZZAWEB oplever de, at initiativerne har medført høj trivsel og lavt sygefravær. Derfor er de hele investeringen værd og er med til at understøtte deres tilgang med at stærke resultater og medarbejdertrivsel går hånd i hånd. 

“ Vi værdsætter hårdt arbejde og skaber rammer, der understøtter både faglig og personlig udvikling – for vi tror på, at virksomhedens succes afhænger af individets trivsel.”

Til at følge udviklingen i work-life balance og trivsel bruger LAZZAWEB kvantitative elementer som sygefraværstal og trivselsmålinger til at sikre balancen. Flere gange årligt bliver virksomhedens medarbejdere og ledelse spurgt til deres trivsel. I disse trivselsmålinger i balancen i arbejdslivet en af de syv faktorer, der måles på.   

“Vi anvender GAIS-målinger som redskab til at identificere forbedringsområder og til løbende at evaluere medarbejdernes trivsel. Sidste måling gav os en score på 96/100, hvilket er et mål, vi er stolte af, men også et mål, vi kontinuerligt arbejder på at opretholde og forbedre.”

Om LAZZAWEB

LAZZAWEB er et marketingbureau stiftet i 2015. 

Virksomheden består af 45 medarbejdere og har base i Aalborg. 

Andre artikler om samme emne

Balance i arbejdslivet - mål og forbedre din arbejdslivbalance med en faktormåling i GAIS

Faktormåling: Giv arbejdslivsbalancen et eftersyn

Work-life balance er fortsat et vigtigt emne for de fleste, og i et moderne arbejdsliv er der mange ting, der kan presse den gode balance. Gå dybden med arbejdslivsbalancen med faktormåling Balance.

Lad os tage en snak

Udfyld formularen, og vi kontakter dig snarest muligt.
Vil du hellere skrive til os? Kontakt os på support@gais.dk