Generation Z ønsker balance og fleksibilitet

Der er al mulig grund til at udfordre rammer og vanetænkning, hvis man vil tiltrække og holde fast i den yngste generation på arbejdsmarkedet – Generation Z. De prioriterer nemlig balance og fleksibilitet højt og udfordrer tidligere generationers måde at prioritere på.
Generation Z ønsker balance og fleksibilitet i arbejdslivet

For unge medarbejdere i alderen 20-30 år er balance mellem arbejde og fritid særdeles vigtigt. Ni ud af ti siger, at netop balance har stor eller meget stor betydning for dem.
I naturlig forlængelse prioriterer de også fleksibiliteten højt. Faktisk peger næsten hver tredje på fleksible arbejdstider som én ud af de tre allervigtigste ting for deres arbejde. Det viser en stor undersøgelse af fakta og fordomme om fremtidens arbejdsstyrke, som Videncenter for God Arbejdslyst og Studenterhus Aarhus står bag.

Krav om 100 % dedikation…

Selvom de unge ønsker at prioritere en sund balance, kan de blive mødt af en anden tænkning og forventning på arbejdspladsen. Næsten hver fjerde unge medarbejder oplever, at arbejdspladsen forventer, at de dedikerer deres liv til arbejdet! 

… udfordrer trivslen og lysten til at blive

En sådan forventning responderer de unge ikke ret godt på. Blandt dem, der i høj grad oplever en forventning om at dedikere sit liv til arbejdet, har 39 procent. dårlig arbejdslyst. 
Óg ikke overraskende påvirker det også lysten til at blive på arbejdspladsen. Af dem, der i høj grad oplever en forventning om, at de skal dedikere deres liv til arbejdet, svarer 53 procent, at de hele tiden er åbne over for andre jobtilbud!

“Det er de unges dagsorden, som kommer til at vinde. Arbejdspladserne kommer til at kæmpe om de unge medarbejdere, og derfor kan det virkelig godt betale sig at være nysgerrig på, hvad den unge generation forventer på jobbet. Det her er de unges game.”

Citat af Noemi Katznelson, professor ved Aalborg Universitet i bogen Forkældede unge – Fordomme og fakta om fremtidens arbejdsstyrke 

Vidste du?

Unge ser fleksibilitet i både opgaveløsning, arbejdstid og arbejdssted som nøgler til at opnå den gode balance. Og de kalder det i øvrigt bare “life balance” og ser opdelingen i work og life som kunstig.

Gode råd til virksomhederne

Hav fokus på den sunde balance: Undgå en kultur, hvor overarbejde og konstant tilgængelighed bliver normen – og måske den valuta medarbejdernes effektivitet og engagement måles i.
Formuler sammen med medarbejderne eksplicit, hvordan I som arbejdsplads vil understøtte en sund balance og give tid til personlige interesser, venner, familie, rejser mm. 

Gå selv forrest: Husk, at du som leder er en rollemodel i forhold til den sunde balance, og at dine arbejdsvaner – måske helt ubevidst – kan blive et spejl for unge kolleger på den “rigtige” måde at arbejde på.

Tilbyd fleksible arbejdstider: Unge værdsætter i høj grad muligheden for at tilpasse deres arbejdstid til deres personlige liv. Her viser de vejen til noget, som mange (uanset alder) finder vigtigt: At have tid til livet og ikke kun arbejdslivet.
Vær nysgerrig på de unges krav og behov i stedet for at tolke det som forkælelse. De unge prioriterer at arbejde smartere frem for på bestemte tidspunkter, og der er ikke på samme måde prestige i at være den sidste, der går hjem.
Overvej, om faste arbejdstider er absolut nødvendige.

Om undersøgelsen: 

Forkælede unge – fordomme og fakta om fremtidens arbejdsstyrke

Undersøgelsen er baseret på et mixed-methods design, der kombinerer kvantitative og kvalitative datakilder. Videncenter for God Arbejdslyst og Studenterhus Aarhus har gennemført kvalitative gruppeinterviews med henholdsvis etablerede medarbejdere og unge nyuddannede, der enten var i deres første job eller på vej ind på arbejdsmarkedet. 

På baggrund af disse indsigter, har Epinion gennemført to forskellige kvantitative kvantitative spørgeskemaundersøgelser blandt unge og etablerede medarbejdere. Slutteligt er viden fra undersøgelserne blevet udfoldet og nuanceret gennem en kvalitativ, mobiletnografisk analyse blandt den unge målgruppe.

Undersøgelserne danner grundlag for en bog af samme navn. Bogen er udgivet på Forlaget God Arbejdslyst i december 2024 og kan købes i boghandlere.

Andre artikler om samme emne