Trivselsmålinger hos JUC: Værdien skabes i opfølgningen
JUC Service måler medarbejdertrivsel to gange om året. GAIS’ brugervenlige platform sparer dem for administrationstid, så de kan bruge kræfterne på det, der rent faktisk rykker noget – opfølgningen.
“Vi prioriterer medarbejdertrivsel, fordi vi ønsker at skabe en arbejdsplads, hvor vores medarbejdere har lyst til at være og udvikle sig. Trivsel er en forudsætning for kvalitet, engagement og fastholdelse,” fortæller Zoe Paldan O’Brien Nyhuus, der er People & Culture Manager hos JUC Service.
Siden 2023 har de lavet trivselsmålinger og APV i GAIS-platformen. Det er blevet deres måde at tage temperaturen på medarbejderengagement systematisk og datadrevet blandt deres 165 medarbejdere.
“Trivselsmålingen giver os et reelt indblik i, hvordan organisationen har det, og hvor vi skal sætte ind. Vi har en klar forventning om, at medarbejderne svarer ærligt og uddybende. Det er afgørende, fordi målingen kun skaber værdi, hvis vi får reelle indsigter, som vi kan handle på,” fortæller Zoe Paldan O’Brien Nyhuus.
De vigtige forklaringer bag tallene
JUC har kontorer i Skandinavien, Tyskland, Holland og Spanien og gennemfører en trivselsmåling to gange om året – i foråret og efteråret – på tværs af deres organisation.
Medarbejderne har en dedikeret uge til at besvare målingen, som består af 9 spørgsmål udviklet af GAIS plus 16 spørgsmål tilpasset JUC’s kontekst og behov.
“I vores egne spørgsmål opfordrer vi medarbejderne til at uddybe deres svar i kommentarfelterne. De kvalitative input er vigtige for os, fordi de giver nuancer og forklaringer bag tallene. En score fortæller os, at noget fungerer eller udfordrer, men det er ofte kommentarerne, der gør os klogere på, hvorfor og hvad vi konkret skal arbejde med,” forklarer Zoe Paldan O’Brien Nyhuus.
Om JUC Service
Siden 2001 har JUC leveret juridisk efteruddannelse med et bredt udvalg af kurser, konferencer, certificeringer og netværk til Danmarks erhvervsliv.
JUC har 165 medarbejdere og arbejder ud fra Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Belgien, Holland og Spanien.
Medarbejderne skal føle sig hørt
Når målingen er gennemført, gennemgår de resultaterne på overordnet niveau for at identificere mønstre og tendenser. Derefter dykker de ned i de enkelte afdelinger, hvor hver afdelingsleder udvælger konkrete fokuspunkter, som afdelingen skal arbejde med frem mod næste måling.
“Jeg samler alle fokuspunkter og følger op på, at der faktisk arbejdes med dem. Målingen står ikke alene. Den skal føre til handling, ellers mister den sin legitimitet,” fortæller People & Culture Manageren.
For dem er det vigtigt at bruge de samme spørgsmål hver gang for at kunne følge udviklingen i den samlede score og i de enkelte temaer og se, hvor de bevæger sig i den rigtige retning, og hvor de eventuelt mister momentum.
“Ud over tallene kan vi også mærke en udvikling i praksis. Flere medarbejdere giver udtryk for, at de føler sig hørt og taget alvorligt. Det i sig selv har en positiv effekt. Når man oplever, at input bliver taget seriøst, styrker det tilliden. Vi kan ikke imødekomme alle ønsker eller ændre alle forhold. Men vi har fokus på det, vi reelt kan påvirke, og vi er tydelige omkring, hvad der kan og ikke kan ændres. Den transparens er vigtig.”

Brugervenlig platform gør opfølgning nem
For JUC har GAIS givet dem en struktureret og professionel ramme for at arbejde systematisk med trivsel.
“Platformen er meget brugervenlig, både i opsætning, udsendelse og i den efterfølgende gennemgang af resultaterne. Det gør processen enkel at administrere og giver et klart overblik over data på både organisations- og afdelingsniveau,” fortæller Zoe Nyhuus og fortsætter:
“Det betyder, at vi kan bruge vores tid på analyse og opfølgning frem for på administration. Samtidig gør den overskuelige præsentation af resultaterne det lettere for lederne at arbejde konkret med deres egne afdelingers data.”
For hende er det vigtigt, at GAIS ikke bliver et mål i sig selv, men et værktøj der understøtter deres arbejde med kultur og trivsel i JUC.
“Værdien opstår i kombinationen af en brugervenlig platform, valide data og en konsekvent ledelsesopfølgning,” slutter Zoe Nyhuus.
GAIS Platformen er meget brugervenlig, både i opsætning, udsendelse og i den efterfølgende gennemgang af resultaterne. Det gør processen enkel at administrere og giver et klart overblik over data på både organisations- og afdelingsniveau.

Zoe Paldan O’Brien Nyhuus
People & Culture Manager, JUC Service



