Tagkærgaard forbedrer arbejdslysten gennem systematisk GAIS-brug
Behandlingsstedet Tagkærgaard viser, hvordan målrettet og systematisk brug af trivselsmålinger kan skabe en engageret arbejdsplads, hvor medarbejdertrivsel og udvikling er i fokus. De har set fremskridt på alle faktorerne i deres GAIS-målinger ved at bruge indsigterne til at sætte initiativer i gang.
Hos Tagkærgaard deler de 110 medarbejdere et fælles mål og en solid arbejdskultur, der ikke kun driver virksomheden frem, men også forbedrer trivslen blandt alle medarbejdere.
Tagkærgaard er en arbejdsplads, som tilbyder døgnmisbrugsbehandling til unge i alderen 13 til 22 år. De har fem afdelinger, hvor medarbejdernes ekspertise strækker sig bredt og inkluderer pædagogisk personale, sundhedsfagligt personale, socialrådgivere, administrationsafdeling samt eget vikarkorps.
Trods den store bredde i medarbejderflokken opnåede Tagkærgaard en imponerende svarprocent på 90 procent i deres trivselsmåling ved at give medarbejderne tid på et personalemøde for at udfylde målingen. Det har bidraget til den høje svarprocent og sikret, at resultaterne er repræsentative for hele virksomheden.
Fremme dialog og handling på arbejdspladsen
GAIS har fungeret som et effektivt værktøj til at undersøge trivslen i de enkelte afdelinger i Tagkærgaard og danner grundlag for værdifulde drøftelser mellem arbejdsmiljørepræsentanter (AMR), afdelingsledere og medarbejdere.
“GAIS peger på områder, hvor der er plads til forbedring. “Det fører til, at AMR (arbejdsmiljørepræsentanter), afdelingsledere og medarbejdere i fællesskab udarbejder 1-3 handleplaner, som kan forbedre arbejdslysten og trivslen yderligere,” forklarer HR-ansvarlig Frank Sørensen.
Årlige målinger og gennemsigtighed
Hos Tagkærgaard måles arbejdslysten en gang om året, og resultaterne bruges til at skabe gennemsigtighed blandt medarbejderne på arbejdspladsen. Virksomheden arbejder aktivt med dataen ved at holde personalemøder, hvor resultaterne fra GAIS gennemgås i dybden.
“Hver afdeling gennemgår GAIS på et personalemøde, hvor medarbejderne og afdelingslederen er undrende og nysgerrige på undersøgelsens resultater. Der bliver brugt meget tid på at dykke ned i de spørgsmål, som scorer lavt, hvilket skaber et rum, som gør at medarbejderne føler sig set og hørt, “ fortæller HR-ansvarlig Frank Sørensen.
Processen fører også til mange givende samtaler og indsigter på afdelingsniveau, hvorefter der udarbejdes handlingsplaner, som løbende evalueres.
Initiativer og forbedringer
Ved at udarbejde handleplaner har Tagkærgaard kunnet mærke en positiv forskel i medarbejdernes dynamik og trivsel.
“GAIS har virkelig hjulpet os med at skabe en mere engageret arbejdsplads. Gennem målingerne og dedikerede personalemøder, har vi kunnet foretage en omorganisering af vores arbejdsmiljøråd, fået arbejdsmiljørådet mere i spil på afdelingerne og udledt værdifulde indsigter fra GAIS’ målinger,” fortæller HR-ansvarlig, Frank Sørensen.
“GAIS har hjulpet os med at fokusere på arbejdstrivsel og skabt et fælles sprog for vores samtaler om trivsel. Dette har resulteret i en mere engageret og tilfreds arbejdsstyrke.”
Frank Sørensen
HR-ansvarlig